Ann's historie - beretning fra en glad førstegangskøber

Her får du historien om Ann's oplevelser, som førstegangskøber, og anskaffelsen af en Bayliner VR5 Cuddy. Ann fortæller så ærligt omkring sin process, at de fleste vil føle sig i godt selskab med denne beretning - god fornøjelse!

Skrevet af Ann Riemer – nybagt motorbådsejer

Elsker du, ligesom jeg, havnemiljøet, stranden, vandet og duften af havluft? Går du nogle gange langs kajen på havnen og tænker ”Sådan en båd ville jeg vælge, hvis det var mig”, men skyder hurtigt tanken fra dig, fordi du ganske enkelt ikke ville ane, hvor du skulle starte og slutte på sådan et køb-af-båd-projekt?
Så læs med her om alle mine erfaringer, tips og råd – sådan fra nybegynder til nybegynder – fordi …... for 4 måneder siden, var sådan et køb-af-båd-projekt kun en tanke i mit indre. I dag sidder jeg og skriver denne artikel fra min nye motorbåd. Vi skruer lige tiden 4 måneder tilbage.

Januar 2020

Jeg har fået en idé, der er blomstret mere og mere indeni mig. Den føltes første gang, som en smule vanvittig og sådan en af de tanker, man smiler af og tænker ”sødt, men umuligt”, og sender pænt væk igen med et kærligt klap på hovedet.

Men den er kommet tilbage igen og igen, højst insisterende, som en slags boomerang, der vender tilbage, hver gang man sender den væk. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere giver det faktisk mening inde i mit hoved. Nu er den blevet så rodfæstet, at jeg kan se for mig, hvordan alle omkring mig vil agere på den.

"Jeg tror sørme jeg vil købe en båd.."

Det er ikke blevet sagt højt til nogle mennesker endnu, så det gælder jo ikke helt og jeg smiler også stadig af mig selv og ryster på hovedet, når jeg siger det højt til mig selv.

Februar 2020

Dagen er kommet til at fortælle min idé, der nu næsten er blevet et projekt, til en god ven. Jeg vil nemlig gerne have én at snakke alle tankerne igennem med.

Jeg føler virkelig, at jeg er ved at bevæge mig ud i ukendt farvand, for nu lige at blive i det maritime… Som i et fuldstændig, bundløst, faretruende og uoverskueligt ukendt farvand – og det føles fuldstændig fantastisk. Det kan man da kalde ude af sin comfort-zone. Jeg føler mig i live og frem for alt super spændt på alt det, der skal til at ske.

Min plan er at finde en motorbåd ud fra hvad den skal bruges til, for jeg ved jo ingenting om både, men jeg ved en masse om, hvad den skal give os i familien, og dermed ved jeg alligevel en masse om, hvilken båd jeg vil have. Så her er mine ønsker til min nye båd:

Marts 2020

Jeg tager ud og besøger bådforhandlere. De har bådene stående indenfor og udenfor, så man kan komme op i dem (husk at tage skoene af, ellers bliver der kigget lidt). Her kan jeg danne mig et indtryk af, hvor stor båden føles, hvor nem den er at bevæge sig rundt i, hvor stor kahytten er (kan jeg ligge i fuld længde) og jeg kan prøve at sidde i den og få en fornemmelse af om båden er stor nok eller for stor. Bådforhandlere er vist ikke så vant til at det er en kvinde, der kommer ind for at købe båd og de er vist heller ikke så vant til at man absolut ingen forstand har på hverken både eller motorer, men hvis man spiller ærligt og autentisk ud fra start og fortæller at man er førstegangskøber, så er de super søde til at forklare alt det man ikke forstår så meget af. Alligevel føler jeg mig en smule malplaceret og skal hver gang lige tage tilløb, når jeg går ind hos en forhandler. Jeg tror det handler om en frygt for at stille dumme spørgsmål. Men man finder jo ikke ud af noget uden at spørge, så det må jeg lige komme over.

April 2020

Jeg har tænkt og tænkt og mærket og mærket og jeg er endt i Baylineren.

Der er sådan en smule amerikaner, pompøs, flyder, lækkerhed over den, på den virkelig fede måde og jeg kan bare se børnene bevæge sig sikkert rundt på den, samt hvordan den vil fungere med os alle 4. Og jeg kan sagtens se veninderne sidde i den med håret sat, solbriller på og stor latter.

Baylineren har åbenbart også en historik i det område jeg skal ligge i og jeg fornemmer at kendskabsgraden til den er større og derfor tænker jeg, at den en dag er nemmere at sælge igen, men det er min egen vurdering.

Jeg har også besluttet mig for en 115 Mercury motor. Det er en motor, der er stor nok til at kunne trække vandski med mere efter sig, men ikke sådan én som har alt for mange hestekræfter i sig. Jeg tror andre ville have valgt en 150, men det virker alt for voldsomt til mine krav.

115’eren passer mig rigtig godt, til når min 18 årige skal ud og sejle alene med vennerne.

Nu kommer alt det praktiske:

1. Jeg skal have fundet selve båden og jeg vil helst købe den lokalt, således at hvis der bliver noget med den, så kan jeg nemt få én ud og fixe den.

2. Forhandleren skal have en service med at levere den om sommeren og hente den om efteråret og opbevare den, samt lave check på motor og give den bundmaling hvert år.

3. Min ældste datter og jeg skal have taget speedbådscertifikat (man skal min. Være 16 år for at kunne tage det) som er lovpligtigt.

4. Jeg skal have undersøgt forsikring, som er billigere gennem de selskaber, der specialiserer sig i det end min almindelige husforsikring, har jeg fundet ud af.

5. Jeg skal have fundet en bådplads. Hvilket jeg troede var ”piece of cake” men der er laaaaang ventetid, nogle steder helt op til 80 år, men heldigvis kun 1 år i den havn jeg gerne vil ligge i – håber jeg.

Maj 2020

Jeg har fundet en Bayliner fra 2019 hos en lokal forhandler. Den er smuk og den er perfekt. Børnene har set den og de er helt oppe at ringe, de synes heldigvis at mit projekt er lige så meget deres nu og de forestiller sig hele sommeren i båden, i havnen og på vandet. Som min mellemste på 15 år sagde ”det er simpelthen en af de bedste idéer du nogensinde har fået mor” Og det må jeg give hende ret i. Forhandleren som jeg har fundet, har den service med at levere båden om sommeren og hente den om efteråret og opbevare den. Inkl. I den service er en motorservice og en bundmaling, som en motorbåd skal have hvert år. Jeg har booket tid til speedbådscertifikat, det kan tages på én dag, men husk at gå i gang med teorien 3-4 dage før, der er alligevel en del at læse op på. Forsikring har jeg fundet hos Axus. De var klart billigere end min egen forsikring. Bådpladsen har været sværere end jeg troede. Der er ventetider overalt. Jeg er endt med en gæsteplads, hvilket vil sige at jeg skal rykke rundt. Hvis ham der ejer pladsen, skal bruge den, skal jeg flytte mig indenfor 24 timer. Det virker umiddelbart en smule stressende, men jeg har intet valg. Jeg er skrevet op til en fast bådplads, som jeg måske får om et år. Og jeg kan bare sige at havnefogeder diskuterer man ikke med. Man får at vide hvor skabet står og så retter man ind.

Jeg får min båd!

Heldigvis havde jeg en erfaren ven med til at sejle den til havnen, hvor den skulle ligge. For jeg har lidt svært ved at forstå at jeg faktisk er i mål med mit projekt. Forhandleren taler en del, da den skal overdrages, og jeg ved, at jeg skal lytte efter, men på en eller anden måde slår min hjerne fra. Så det er godt, at vi er to. Da båden endelig lå på sin plads i havnen, og jeg låste det hele af, der gik det først endelig op for mig, at jeg nu stod med min helt egen perfekte motorbåd til min lille familie. Jeg følte mig så utrolig meget i live, fordi jeg havde kastet mig helt ud, hvor jeg ikke kunne bunde, og jeg havde klaret den.

Status: 3. uge efter vi har modtaget båden

Børnene synes jeg er sej, og at de er heldige. Veninderne synes jeg er skør og fantastisk, og vil gerne være med på en part. Og omverdenen? Hmmm de er vist lidt ovre i ”Jamen du er jo alenemor til 3, hvad vil du gøre, hvis der sker noget med motoren?”. Men jeg har så mange venner og bekendte jeg kan ringe til, hvis det endelig skulle komme dertil, og ellers så må jeg jo lære det. Det hele føles fuldstændig og helt igennem perfekt. Nu starter det hele. Rom blev som sagt ikke bygget på en dag, og min ældste og jeg tager ud og sejler små ture i den hver anden dag, hvis vejret tillader det. Er der over 6 meter i sekundet, så går vi ikke ud. Det kan være, at vi bliver modigere senere, sådan er det lige nu, hvor vi står helt i begyndelsen af vores bådeventyr. Udfordringen er ikke at sejle på havet, for nu kender vi søfartsreglerne - og de er mega logiske. Udfordringen er at manøvrere rundt inde i en havn og undgå at gå fuldstændig i panik. Ikke fordi jeg er bange for, at der skal ske os noget. Men mere, at vi er nervøse for at sejle ind i andres både, fordi vi jo i princippet ikke aner noget som helst om, hvad vi har gang i.

Konklusion

Jeg kommer aldrig til at kunne diskutere motorstørrelser, hvad dens tophastighed er eller hvor stor brændstoftank sen har. Jeg kan ikke huske hvad båden er i fod, og jeg glemmer konstant hvordan man laver flagstik og pæleknob. Jeg har en båd, som kan sejle – det er hvad jeg ved – ligesom at jeg har en bil med 4 hjul, som kan køre. Og jeg kan køre bil, og er en fin bilist, ergo kan jeg også sejle en båd og blive en fin sejler, det handler bare om tålmodighed og øvelse. Og folk på havnen er super søde. Der står altid én på spring, når man lægger til, for alle bådejere har vist en smule hjertebanken, når de skal lægge en båd til, i en havn. Og som min havneplads nabo siger ”vi har alle været nybegyndere en gang”.

God fornøjelse med dit bådeventyr
Smil fra Ann